Andet - og sidste kapitel I historien om de Dansk Vestindiske Øer, indbruddet hos en voodoo-doktor, og et større gennembrud i jagten på den forlængst tabte Island Funk.
”Sweet dreams and flying machines in pieces on the ground”… I radioen synger James Taylor om ild og regn, og lige så klichéfyldt det er, ligeså skønt er det at mærke vinden og høre lyden af det brusende hav mens man tonser afsted langs kysten i sin ny-lejede jeep. Solen skinder, og jeg kan mærke hvordan gummiet på rattet er brandvarmt og føles som om det er ved at smelte mellem mine fingre. Fugten fra havet blander sig med planternes og bil-friskerens aroma, og der opstår en ejendommelig duft, der mest af alt minder om nyspidset blyant. Vi er på St. Croix hvor vi skal være de næste par uger.
Min vilde fræsen fik os stoppet af politiet. Der skete heldigvis ikke noget.
Efter to dage på St. John i en lille klamfugtig hytte ud til havet, hvor naturreservatets nattelyde næsten gjorde mig søvnløs, er vi fløjet med vandflyver til St. Croix, den største af de tre øer. I virvaret af insekt –og fuglesang på St. John blev jeg mindet om lydene fra al den fede island funk og jomfru-roots som jeg endnu ikke har fået købt, og med modet i behold håber jeg på, at St. Croix skal blive det sted hvor jeg slår hul på vinylens guldåre.
Lydene vi hørte om natten på St. John
Vi starter dagen i selskab med en 70 årig historiker ved navn George Tyson, der er et perfekt bud på en moderne Indiana Jones. Han bruger udtryk som ”Where the devil did i put that map” og ”That’s fucking ridiciulous!” og da han tager os ind i bushen går han forrest, og i sin iver efter at nå sit mål river han sig selv til blods på torne og krat. Undervejs i bushen finder han et par forladte klipklap-sandaler, som han med det samme – efter at have konstateret at de er velfungerende – samler op, og tager med sig. Han er desuden lige blevet far til to tvillinger, med en 30 år yngre kvinde. Super type.
En lidt yngre George Tyson
Da vi kommer hjem til Frederiksted hvor vi bor, kan jeg høre en velkendt lyd. Jeg stopper op og lytter nærmere, hvorefter jeg genkender den. Det er de søde toner af Lenny Williams, der skråler ”Cus i Loooo-oove you-uu-uuuu” og jeg tager det som et tegn. Jeg nærmer mig lyden, og den kommer fra en lille fastfood café. Overfor caféen ligger Rastafariernes højborg i Frederiksted, hvor de sælger deres veganer-øko drinks og bulgur-retter. Jeg køber en (afsindig stærk) ginger-ale og spørger den halvskæve rastamand om han kender til et sted her på øen hvor jeg kan finde gamle vinyl plader. Det gør han, og jer er ovenud lykkelig. Han skriver addressen på en pladebeutik, som ligger i øens ”shoppingcenter”.
Et lille videoklip fra Lenny Williams -oplevelsen
Et par dage senere kommer vi dertil og det ville være en skam at kalde stedet for et shoppincenter. Området består af en række butikker, en McDonalds og et K-Mart der ligger i en kringlet klynge, midt inde på øen. Jeg stormer ind i Galloway’s Record Shop, der skal vise sig at indeholde et sparsomt udvalg af vinyler, samt en masse cd’er, bånd, og en gammel butiksejer, der står og griner af det han ser i fjernsynet. Jeg kigger hans plader igennem, og finder et par ting der kunne være interessante, samt nogle lokale ting, og jeg er alt i alt nogen lunde tilfreds. På dette tidspunkt har jeg dog ingen idé om hvilke vinyl-relaterede overraskelser der venter mig ude i fremtiden.
Galloway's Record Shop
Vores egentlige opgave her på øen er af historisk og politisk karakter, og jeg er efterhånden blev grundtigt introduceret for problemstillingen. Jeg har talt med historikere, formænd for dit og dat, og sågar en vaske ægte Senator, som jeg fandt yderst sympatisk. Mine tanker om problemstillingen mellem Danmark og øerne er mange – så mange at jeg ikke kan overskue at uddybe dem her – men det er en gruopvækkende fortid vi som danskere har med øerne, og det er foruroligende så dårligt Danmark har tacklet det historiske, såvel som det nutidige forhold til øerne, og som dansker skammer jeg mig ofte.
Ikke desto mindre er det en del af vores opgave at fotografere nogle af de gamle Slaveplantager, og de huse som de danske plantage-ejere boede i. Et af dem er Estate Hogensborg. Vi har fået en fyr ved navn Jerry til at tage os derud. Jerry er en mand af få ord, en krigsveteran, og ex-politibetjent, og desuden en utrolig sød herre. Vi kører af øens eneste hovedvej, da Jerry pludselig drejer ned af en totalt overbevokset, lillebitte grusstig. Grusstigen tager os ind i bushen, hvor vi kommer til en lysning. Herinde ligger estate Hogensborg, og det er fuldstændigt som at være med i Tomb Raider, eller en anden action-arkæolog film af den art. Jerry går i forvejen, dybere ind blandt forladte bilvrag, og ruiner fra 1600-tallet da han pludselig standser foran en underlig tilbygning til en gammel ruin. Han siger at herinde bor der en heksodoktor/voodo-shaman. Jeg tænker at det må være hans spøg, men jeg følger efter ham, og ganske rigtigt hænger der sirligt udskårne masker og kranier rundt omkring i voodo-doktorens lille etablissement. Jerry går hen og kigger ind i hans hytte, siger at der brænder en olielampe, hvorefter han foreslår at vi går igen. Det gør vi.
Voodoo-doktorens hjem
Nogle dage efter besøget hos voodoo-doktoren, skal vi interviewe en mand ved navn Mario Moorhead. Han er en ældre, højt respekteret man, der har et socialt orienteret lytterprogram på en radiostation inde midt på øen. Da vi ankommer til radiostationen møder vi først Mario, der er næsten to meter høj, har dreadlocks helt ned til anklerne, og et meget spektakulært ansigt med grove træk, som var det skåret i mahogni. Ved et tilfælde er Marios chef, ejeren af Reef Broadcasting også tilstæde. Efter Anker har talt med ham, og fået tilladelse til at filme på den lille kummerlige radiostation, ser jeg mit snit til at spørge ham – for han må om nogen vide, hvor man kan finde vinylplader på hvilken somhelst af de tre øer. Jeg forklarer ham at jeg samler på det forlængst tabte format, og understreger, at jeg endnu ikke har været i stand til at opstøve særligt meget af det sorte guld. Han smiler med det samme, hvorefter han siger ”Ok, ok, ok, you a just done come wit me, ok?”.
Mr. Pimperton – som jeg har fået at vide at jeg skal kalde ham – tager med med ind i en anden afdeling af radiostationen. Her åbner han tre rum, der alle indeholder betragtelige mængder af plader. Han kigger, lidt alvorligt på mig og siger; ”You a just gwan a pick some, arright?” hvortil jeg spørger om han mener at jeg ikke skal betale. ”Sure, just promis a send me sum music from Denmark ya know?”. De næste par timer bruger jeg på at kigge plader på radiostationen.
Et lille klip fra et af rummene på radiostationen Reef Broadcasting
Desværre var mange af dem i meget dårlig stand, men jeg formår stadig at finde nogle plader, og en del 7’ere. Jeg fik popsiket noget af det, og det meste er ikke til at finde, men der var også et par ting som godt kunne gå hen og være nogle Island Funk-holy grails. Og så endda uden at skulle give andet end mit løfte om at sende bossen noget fed Shit & Chanel når jeg kommer hjem.
Og når enden er god, er alting godt –som Bek ville have sagt det.
Jeg glæder mig rigtigt meget til at se jer allesammen på fredag.
Kærlig Hilsen
Kristoffer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar